ESPEN 2025: Faglig fordybelse, nye perspektiver og masser af inspiration
Fra posters til patientperspektiver: ESPEN 2025 bød på ny viden, inspiration og idéer til fremtidens ernæringsbehandling. Vi deler vores vigtigste takeaways her.
Fire intense dage med mere end 4.000 deltagere fra hele verden satte rammen for årets ESPEN-kongres i Prag. Programmet bød på faglig fordybelse, videndeling og nye perspektiver på, hvordan ernæring kan styrke behandlingen af patienter på tværs af sygdomsområder.
De centrale temaer var – som i tidligere år – cancer, sarkopeni, inflammation og overvægt og det var måske ikke de store revolutioner, der gemte sig bag overskriften “Revolution in Nutrition”, men der var stadig masser, at blive klogere på. For selvom der måske ikke blev præsenteret ny viden og banebrydende forskning, tegnede der sig en bevægelse mod et mere evolutionært syn på ernæringsbehandling: Hvorfor gør kroppen som de gør, og hvordan kan vi i højere grad tilpasse ernæringsbehandlingen kroppens naturlige behov?
Nye erfaringer og førstehåndsindtryk
For Susanne Holland Schwartz, produktspecialist og HPN-sygeplejerske i Fresenius Kabi, var det første gang, hun deltog på ESPEN. Hun er især blevet opdateret på den nyeste viden inden for cancer og kakeksi – og de mange inspirerende dialoger med eksperter fra hele verden.
Signe Braband Jensen, product manager for parenteral ernæring, hæftede sig ved kongressens gennemgående fokus på det evolutionære perspektiv. Flere sessioner viste, hvordan man med et nyt blik på sygdom og krop kan finde veje til at skræddersy ernæringsbehandling endnu bedre til patienternes behov.
For Marlene van Hauen, Product Manager for enteral ernæring, var poster-sessionerne et af højdepunkterne. Samtidig fik hun på kongressen bekræftet, hvor stort et behov – og potentiale – der er for at adressere underernæring blandt patienter i polyfarmaci. Hvis hun måtte ønske en ting, så er det et større fokus på dysfagi.
Videre mod Berlin
ESPEN 2025 gav os værdifulde indsigter og nye idéer, som vi ser frem til at arbejde videre med. Og så glæder vi os allerede til at fortsætte dialogen på næste års ESPEN-kongres i Berlin.
Hør Susanne, Signe og Marlenes fortæller om deres højdepunkter fra ESPEN 2025 i videoerne herunder.